Når kroppen knirker og knager

Det er nu en uge siden næsten, at Dicte og jeg kørte galt. Eller det vil sige, det var egentlig ikke os, der kørte galt eftersom det var en anden bilist, der kørt ind i os. Det siger sig selv, at det var noget af et chok, især for mig. Dicte tog oplevelsen i stiv arm, og kunne endda skælde sin mor ud. Jeg havde åbenbart bandet højt og tydeligt ved forskrækkelsen. Og netop det havde Dicte i den grad lagt mærke til, og jeg måtte tage imod en skideballe fra min 3-årige politibetjent. For man må ikke bande, og desuden var hun også blevet forskrækket ligesom mor, men hun havde ikke bandet. Sådan var svaret, da jeg forsøgte at forklare, at når man bliver forskrækket, kan man godt komme til at bande.

Derefter fulgte en lang nat på et spineboard på skadestuen for mig, mens Dicte, der gudskelov var frisk som en havørn, hyggede sig med farmor og farfar. Skadestueturen, som jeg forøvrigt vil spare jer for detaljer om, var gyselig, og jeg glemmer det nok sent.

Nu en uge senere, et piskesmæld og en hjernerystelse rigere, er jeg begyndt at blive mobil så småt igen, og kan komme rundt næsten uden smertestillende. Det er nu tid til at bearbejde og blive helt frisk, og med hjernerystelsen på retur sker det med læsning af for det meste opskrifter. Jeg længes efter at bage og kokkere. Her til aften lavede Per og til dels jeg mad på bål, og det var rart at føle lidt normalitet i hverdagen igen.

Nu tager jeg dagene i laveste gear, og håber på en snarlig forbedring af nakken og trætheden.

20130603-214518.jpg

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s