Norsk når det er bedst

Egentlig skulle jeg jo nok have skrevet det her for to dage siden, på 17. maj… Men sådan blev det bare ikke desværre, og så nationalistisk og norsk er det egentlig heller ikke.

Hvorom altid er, så er det lykkedes mig at lave fenalår i Danmark. Jeg troede ikke selv på projektet, fordi vi jo ikke har den tørre og kølige fjeldluft, som i hos vores venner nordpå. Men det lykkedes, og det er blevet godt, rigtig godt. Det er faktisk blevet så godt, at jeg har planer om ikke kun at skulle lave fenalår igen til efteråret, men også en hel lufttørret skinke fra en af vores små yndige grisebasse, der i skrivende stund øffer rundt på marken med græs under fødderne og muld på trynerne. Det kan kun blive godt.

Her er opskriften på det fenalår, jeg lavede. Jeg har lånt lidt fra forskellige norske opskrifter, og jeg vil sige, at jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle tørsalte eller om jeg skulle bruge en saltlage. Faktisk var jeg så meget i tvivl, at jeg nåede at lave saltlagen, inden jeg ombestemte mig og valgte at tørsalte.

Jeg brugte en helt fersk lammekølle fra et nyslagtet lam – køddet må ikke have været frosset ned, fordi frysningen får fibrene i kødet til at sprænges, og det er ikke godt i forhold til saltning og til at få saltet til at trænge ind på den rigtige måde.

Jeg skyllede og rensede køllen. Hvis det er en fed lammekølle, så er det en god ide at fjerne noget af fedtet. Min var ikke fed, men jeg sørgede for, at der ikke var nogen blodrester eller lignende på den.

Køllen lå til nedkøling i køleskabet i en dag eller to, så den var helt gennemkold, inden den blev gnubbet meget grundigt ind i salt. Her er det vigtigt at få salt ind over alt på overfladen af kødet, sørg for at alle revner og folder gnubbes ind, derefter dækkes kødet fuldstændigt med salt (groft køkkensalt brugte jeg). Den skal være HELT dækket. Og så skal den stå og trække. Hvor længe den skal ligge i saltet afhænger af størrelsen på køllen, min vejede omkring 3 kg, så den lå i 3 dage. Jeg har fundet det her lille norske huskeråd omkring trækketiden:

“Ein tommelfingerregel frå Animalia, som driv med fag og utvikling innan kjøttproduksjon, er å salte 0,6 til 1 døgn per kilo kjøtt.” – http://farminsittkjokken.com/speking-av-fenalar/

Derefter skyllede jeg og tørrede kødet, hvorefter det kom ud i vores forrådskammer at hænge.  Her havde jeg en pose og insektnet hængene omkring, og de næste 4 måneder, har det hængt til tørring, og nu endelig er det klar til at spise, og sikke en fornøjelse det er!

God fornøjelse, hvis du kaster dig ud i projektet. Det er en lille smule nervepirrende, især hvis det er af kød fra egne dyr, men det er det hele værd, når man står med slutresultatet.

Ekstra travlhed

Foråret er normalt den travleste årstid for os, som det er for alle på landet. Marker skal omlægges, andre skal gødes, køkkenhaven skal klargøres, lam skal læmmes osv. Og Per han knokler som en gal hvert år for at følge med. I år har vi ikke gjort det lettere for os selv. Pludselig stod vi med begge ben i et byggeri, som måske er en smule mere omfattende, end jeg i hvert fald lige havde forestillet mig. Og jeg glæder mig bare til det er slut, og vi har en helt ny hestestald/lade stående færdig. Men jeg skal vente længe, og de af jeg, der kender mig, I ved, at tålmodighed ikke er en dyd, jeg besidder. Overhovedet ikke. Når jeg får sat noget i vente, ja så kan jeg ikke vente.

Derfor er det her byggeprojekt ikke alene et stort projekt i den forstand, at det tager lang tid, det kræver rigtig meget arbejde og det roder, men også i den forstand, at jeg simpelthen er nødt til at arbejde med mig selv. Og hvem ved, måske jeg lærer, hvad tålmodighed er i sidste ende.

Næste års lammekøller…

Nu er de her, allesammen. Altså årets lam. De er kommet til verden, alle 8. 4 piger og 4 drenge, eller 4 gimmere og 4 væddere, hvis nu vi skal bruge den rigtige jargon. Og det skal man jo, man skal jo være korrekt. Eller prøve på det i hvert fald. Hvorom alting er, så er de her nu, og de er fine, rigtig fine.

For første gang nogensinde har vi fået et flaskelam. En lille fyr, eller lille det er han faktisk ikke rigtig. Han er nok det tykkeste lam, vi har haft. Alligevel så spiser han som betød det liv eller død. Dæhlie hedder han, han er opkaldt efter alle tiders største langrendsstjerne Bjørn Dæhlie, ja bondekonen er ikke bidt af en gal nordmand for ingenting.

Og Dæhlie lever op til sit navn med en fighterånd ud over det sædvanlige. Til trods for at blive mødt med en kold skulder og hårde slag fra en mor, der i den grad bare vil af med ham, ja så klør han bare på og er utrættelig i sit forsøg på at få hende til at acceptere ham. Det kan jeg jo kun respektere, og jeg håber, at han lykkedes i sit forsøg. Mest af egoistiske årsag, jeg mener, man kan jo ikke lade være med at holde af sådan en lille fyr, som han står der og drikker af den flaske, man kommer med. Og det er nu en gang sådan, at han jo gerne skulle ende på middagsbordet. Og det er bare ikke så nemt at spise dyr, der på en eller anden måde er blevet til kæledyr.

I al hemmelighed har jeg fået ham kastreret for det tilfældes skyld, at vi skulle blive fristet til at beholde ham som kælevædder.

IMG_1950

Kan man lave lufttørret skinke i Danmark? Vi har tænkt os at prøve.

Guuuud hvor er det længe siden, jeg har opdateret herinde. Vi har haft travlt med fødselsdage og ja  hverdag. Her til aften har jeg saltet den ene af vores hele skinker. Nu får den lov at ligge og hygge sig i et par dage eller to. Den er naturligvis helt dækket af salt. Og der skal meget til, skal jeg ellers lige love for! Per har tømt den lokale brugs for alt, hvad de havde af salt på hylderne. Gad vide om ikke der findes en smartere måde… Et eller andet sted må man kunne købe større mængder salt.  

Men nu er den altså dækket af salt, og den er klar til at hygge sig køligt og godt i stalden. Jeg behøver vel ikke sige, at jeg er spændt? Om et par dage eller tre tager vi den op, og så bliver den hængt til tørre i 3-4 måneder. 

Så vi krydser fingrene. Det virker næsten for nemt, hvis det lykkes. Men lykkes det så bliver succesen gentaget til efteråret, hvor vi så skal lave de lækreste norske fenalår. Men det varer lidt, lammene er jo slet ikke kommet til verdenen endnu. 



Kyndelmisse kom og gik og vi fryser…

Kyndelmisse

Sneen kom sammen med Kong Kjørmes, Kyndelmissen. Det er den tid på året, hvor vinteren er hårdest, koldest, siges det. Og i år er det helt sandt. Det er nu frosten rækker dybest ned i jorden. Minus 15 sagde termometeret i morges… Alligevel siges det, at Kyndelmisse varsler forår. “Kjørmes tø er så god som 100 læs hø.” Det varsler ikke så godt… Vi kan nu også nøjes med 50 eller færre læs hø, men stadig det varsler ikke godt, slet ikke hvis man er lidt overtroisk, som jeg. For Kyndelmissen kom med frost og den hårde af slagsen. Hvilken betydning det får, det ved jeg ikke.

Men jeg ved, at lige nu er her koldt, og vi fryser. Eller tja hvis nu jeg skal være helt ærlig, så er det vist kun os mennesker, der fryser i Skovly, og vi har heldigvis mange uldne og hjemmestrikkede sweatre, halskraver, huer og vanter, vi kan klæde os i. Gudskelov! Og dyrene? De elsker sneen og frosten. Det er ægte spælsau og shetlandspony vejr. Frosten har gjort en ende på mudder og våd uld. Selv i morges da jeg i minus 15 graders kulde skulle lukke hestene på fold, så måtte jeg slås med dem om, hvem der skulle først ud af døren. De er vilde med vejret.

Hovsa laver opvisning på folden hver dag i fryd over sneen og kulden, fårene ligger og nyder solen, mens de tygger på det wrap, de har fået i den nye høhæk. Ja faktisk emmer alt af idyl. De eneste, der ikke virker vildt begejstrede er hønsene, der putter sig i den varme halm indenfor. Men altså bare tæer i sne og frost, det må heller ikke være rart.

Og hvad er der så at lave for en selvforsyner i minus 15 graders frost? Ja, vi kan jo ikke komme i jorden endnu, men der er så rigeligt. Når der er koldt i vejret, så skal dyrene til trods af lang pels og uld, have mere at spise for at holde varmen. Vand skal tøs op igen og igen, og ja så lige en gang til. Der skal muges ud, ryddes op og gøres klar. Lammeskindene skal have en ekstra omgang, de tørrer for hurtigt i frostvejret, og så er arbejdet med næste års køkkenhave så småt begyndt. For nej godt nok kan vi ikke komme i jorden endnu, men planlægningen begynder allerede nu. Jeg skal til at tegne og gøre klar. Den første omgang forspiring skal sættes i gang lige om lidt. Gud hvor går tiden dog stærkt. Og jeg må indrømme, at det er lidt underligt at tegne haveplaner og læse om forkultivering, mens huset og træerne knirker og knager i den hårde frost.

Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min Abildgaard.

Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges,
atter vinden om til nord!
Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord!

Glædelig Kyndelmisse også selvom det er 2 dage for sent.

Kyndelmisse
Dicte og Askepot på vej på fold
Kyldemisse
Vores smukke Idun – Spælsau
Kyndelmisse
Skovly i sol og frost, gæt hvor fårene har ligget og sovet 🙂
Kyndelmisse
Molly i fuld galop
Kyndelmisse
Sneboldkamp
Kyndelmisse
Skovly fra skovsiden
Kyndelmisse
Kyndelmisse i Skovly med sne, frost, kulde og selvforsyning.

Ud med det gamle ind med det nye….

Gud hvor er der sket meget de sidste par uger. Ikke på gården men med mig… Ja det er lidt vildt faktisk, men jeg har valgt at sige mit job hos egetæpper op. Bum bum, hold nu op det er en stor og svær ting for en tryghedsnarkoman som jeg.

Altså jeg higer jo efter tryghed – en stabil og forudsigelig hverdag.

Det passer jo også rigtig godt med livet på landet, for du ved at lige meget hvad, så gror græsset på markerne. Det bliver forår, du kan regne med at med foråret kommer lammene. Køkkenhaven begynder at spire og bliver til lækre grønsager, nogle år senere eller tidligere end andre afhængigt af vejret, og hvornår vi kommer i gang. Men selvom vejret spiller ind, ja så er livets gang i Skovly jo ganske forudsigeligt, og det har jeg det rigtig godt med. Det giver mig tryghed og glæde.

Men nu har jeg sprængt de vante rammer. Og selvom mit hjerte slog så hårdt, at jeg var bange for, at det ville hoppe ud af brystet på mig, ja så var det en lettelse at få det sagt, nu kan jeg komme videre.

Så det bliver mit farvel til tæppefabrikken og et goddag til en helt ny hverdag. Og hvad skal jeg så?

Jeg skal arbejde med kommunikation. Det brænder jeg jo for, men ikke en hvilken som helst form for kommunikation. Jeg skal arbejde for Region Midtjylland, Psykiatri og Social afdelingen. Jeg tror, at det bliver spændende, og jeg kommer til at arbejde med mennesker. Det er noget jeg rigtig gerne vil, det giver meget mere mening for mig. Så selvom det er med nerverne uden på tøjet og rystende hænder, at jeg snart skal sige farvel til tæppefabrikken, ja så ved jeg bare, at det her er det eneste rigtige.

Man skal lytte til sit hjerte, det har jeg gjort. Så må det briste eller bære. Jeg håber naturligvis på det sidste.

Så nu har jeg ikke længere nogen rolle på egetæpper, som Facebook er så venlige at minde mig om i nedenstående mail…

end_ege

Forårsstemning i Skovly

Udenfor er det koldt, rigtig koldt faktisk. Jeg fryser i hvert fald, og det er meget koldt at være bondekone. Fingrene bliver blå, når jeg strækker i de to garvede skind, der hænger til tørre.
DMI varsler vinter, ægte vinter med mange frostgrader og måske endda sne. Alle, der kender mig, ved at jeg elsker sne. Alligevel er jeg i forårshumør, det virkelig egentlig lidt underligt at være det allerede nu. Men jeg ved, hvad det skyldes. Dyreunger, ja nemlig, findes der noget mere forårsagtigt? Nej det tror jeg ikke.  Og lige netop de her dyreunger varsler et helt nyt kapitel i vores tid i Skovly og vores arbejde på at blive selvforsynende.

Jeg har købt tre smågrise, ja I læste rigtigt. Og de er så søde. De så dagens lys første gang lige omkring jul, og er klar til at flytte til Skovly i slutningen af marts. Jamen er der noget at sige til, at vi (læs mest mig) glæder os. Ventetiden bliver lang, jeg kan allerede mærke det.

Grisene kommer fra Birkegaarden (https://birkegaarden.wordpress.com/), og der er tale om grise af racen uldgris. He he det lyder sjovt, og de ser også sjove ud. Herhjemme er de allerede blevet døbt de vilde termogrise, for der er en smule vildsvin i dem også.

I mens kan jeg bruge ventetiden på at læse om griseavl og få udfyldt alle de rigtige registreringer osv. så vi kan kalde os for svineavlere. Det bliver da skægt, selvom jeg ikke kan forstå, at det hele skal være så omstændigt med papirarbejde og dyrlæge registreringer, når man bare skal have et par grissebasser gående til eget brug. Men registreres det skal de, det skal gå rigtigt for sig. Og så glæder vi os til de tre tøser dukker op.

Her er et billede af de skønne små, er de ikke for lækre. Det sidste billede er ikke vores, men nogle fra et tidligere kuld, men blot så I kan se, hvordan de ser ud. Og tag lige at tag et kig på Birkegaardens blog (https://birkegaarden.wordpress.com/) Christina er bestemt værd at følge.  wpid-wp-1419521918513

wpid-1452507231466717626